23948sdkhjf

Kærestepar har tjent deres første million: Det er helt uhørt

- Kan vi lige tale sammen om en halv times tid? Jeg sidder midt i en jobsamtale.

Ordene kommer fra ejer og direktør i Hobro-firmaet Byflou, Simon Falentin Olsen.

Byflou sælger skandinavisk tøj og møbler fra sin butik i Hobro og på sin syvsprogede webshop. Og der har det seneste års tid været fart i salget. Så meget, at Byflou netop har offentliggjort sit første millionoverskud nogensinde.

Da coronakrisen ramte Danmark, frygtede de fleste virksomheder det værste. Men mens andre virksomheder flyttede foden fra speederen over til bremsen, så valgte Byflou at trykke speederen i bund.

- Vi har investeret os ud af krisen. Vi tog kontakt til nye som gamle leverandører for at høre dem, om vi kunne hjælpe dem af med nogle af deres varer, som vi fik en god kredit på, siger Simon Falentin Olsen.

Fra 5 til 40 ansatte

Simon Falentin Olsen stiftede for 12 år siden Byflou sammen med kæresten Marlene Flou.

For halvandet år siden havde de blot fem medarbejdere. Nu er der 40 ansatte, og ifølge direktøren er der et tocifret antal ansatte på vej.

En god kreditaftale har været afgørende for, at Byflou har kunnet vokse i en sådan grad. Virksomheden havde i teorien ikke likviditet til at følge med den hastigt stigende omsætning.

- Vi har haft alt for få varer på lager i forhold til omsætningen. Normalt siger man, at en virksomheds omsætning svarer til tre-fire gange dens lager. Vores omsætning svarer til cirka 20 gange vores lager. Så det er helt vanvittigt og uhørt, at vi har gjort det, siger Simon Falentin Olsen, der ikke vil oplyse konkrete omsætningstal.

Mangler kvadratmeter

I løbet af det seneste år har direktøren ansat et helt butiksteam til den fysiske butik. I forlængelse af den fysiske butik har Byflou sit varelager.

Det er virksomheden så småt vokset ud af. Derfor planlægger ejeren i øjeblikket at tilbygge 1300 kvadratmeter, der i første omgang skal fungere som lager.

- Når den fysiske butik vokser sig større, så kan de ekstra kvadratmeter bruges som udvidelse af vores fysiske butik, siger Simon Falentin Olsen.

Det betyder i så fald, at der skal findes en ny lagerbygning.

- Under alle omstændigheder skal vi flytte lageret væk herfra. Vi har på grunden ikke kvadratmeter nok til at tilbygge et passende lager, når væksten fortsætter, siger han.

Planen er at finde en grund, som har overskydende kvadratmeterplads, når det nye lagerbyggeri på mellem 2000 og 4000 kvadratmeter er færdig opført.

- Det vil simpelthen være for uambitiøst, hvis vi satser på kun at få brug for et lager på 4000 kvadratmeter på sigt, siger Simon Falentin Olsen.

Skuer mod Sydeuropa

De positive resultater skal dog ikke ses som et øjebliksbillede ovenpå pandemien. Det er et resultat af tidligere strategiske beslutninger, fortæller Simon Falentin Olsen.

Virksomheden har med sin webshop allerede etableret sig i de skandinaviske lande samt Tyskland, Østrig og Schweiz. Nu skuer direktøren mod det sydlige Europa - nærmere bestemt Italien, Frankrig og Spanien.

- Vi kigger på handelstendenserne på vores engelsksprogede webshop, og der har vi vurderet, at det kan betale sig at etablere en national hjemmeside og hold i de pågældende lande, siger Simon Falentin Olsen.

Den danske handel står fortsat for over halvdelen af virksomhedens omsætning.

Byflou.com ApS
Mio. kr. 2020 2019
Bruttofortjeneste 7,1 0,5
Resultat af primær drift 3,1 -1,1
Resultat før skat 2,9 -1,4
Årets resultat 2,3 -1,1
Balancesum 15,9 7,6
Egenkapital 4,1 0,6
Antal ansatte 11 5
Regnskabsåret blev afsluttet 30. april 2021.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.316